Jeg har nogle instinktive behov, fordi jeg er din mor.
Du kan ikke bruge den slags fjollede naturlige egenskaber.
Du har brug for jeg passer på dig, og at jeg ser dig.
For resten af behovene må jeg tænke anderledes om min moderrolle.
Du tænker anderledes. Ser anderledes. Hører anderledes. Du er en lille anderledes en.
Din hjerne er ikke lige så gammel som din krop.
Du har helt særlige behov.
Behov du ikke kan udtrykke.
Jeg må hele tiden gætte.
Du kan ikke se eller forstå mine.
Jeg kan godt mærke dine behov. Men jeg er altid lidt i tvivl, om jeg mærker rigtigt.
Vi er nået frem til en balance - hvor vi glæder hinanden hver dag, og hvor vi opfylder, den del af hinandens behov, vi kan.
Vi er nået til et sted, hvor vi glædes over det der er. Det vi kan forstå, og ikke længere græder over det urimelige og unaturlige vi aldrig kommer til at forstå.
Vi græd begge to meget de første to år. Måske fordi vi ikke forstod, eller kunne opfylde de mest basale behov for hinanden. Og måske fordi ting tager tid.
I dag er alting bedre, og jeg niver mig i armen, jeg føler nye behov, og jeg ser de bliver opfyldt.
Jeg troede fx aldrig, vi skulle have behov for at grine sammen hver morgen.
Hver morgen - undtagen onsdag, der griner du med nogle andre. Det er et unaturlig behov, at du skal sove et andet sted. Men jeg ved godt, jeg må opfylde mine egne behov for søvn, og benzin på tanken, for at kunne være den jeg er i dag.
Du opfylder mine behov som ingen andre, også selvom de blev nogle helt andre end jeg havde regnet med.
Nogle solide, dyrt købte behov, og nogle meget indsigtsfulde og opmærksomme behov.
Jeg synes faktisk det er det hele værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar