De to første år af Ebbas liv løb jeg direkte til nærmeste toilet for at kaste op, når vi kom her.
Nu hader jeg bare at være her.
Jeg hader lugten, jeg hader deres evige ventetid, deres medfølende blikke, deres åndsvage prøver, deres gule sedler, deres dårlige kaffe og deres kloge ord!
Jeg hader, at sove dårligt i ugerne op til.
Jeg hader, at de ikke kan finde ud af hvad Ebba fejler, og om vi kan få flere børn.
Jeg hader, at kæmpe for gråden, hader at høre det de siger, og jeg hader alt det de ikke kan sige noget om.
Jeg hader deres latterlige medicin, og at de ikke bare kan få det til at gå væk.
Jeg hader at skulle hade så meget, men jeg hader sorgen - og at den aldrig forsvinder.
Mest af alt, hader jeg at det skulle ske for os.
Men løven smiler os altid velkommen ved indgangen, og jeg smiler tilbage når vi går ud, og siger vi ses om et halvt år.
Et sted dybt indeni takker jeg for, at vi har lægevidenskaben, og at jeg har et sted, hvor jeg kan placere så meget vrede og så mange tårer, uden at skulle høre et ondt ord for det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar