Østerbro Stadion

I dag hev Anne mig med på Østerbro stadion. 

Den bedste overraskelse. 

Jeg elsker det sted. Jeg elsker at løbe i frostgrader med sne på banen, eller i 30 grader med solen i fjæset. Jeg elsker at løbe alene, eller i flok. Det er underordnet - det sted kan sgu bare et eller andet.

Måske fordi det sted har hjulpet mig igennem de vildeste kriser, hjulpet mig med at sortere og rydde ud, hjulpet mig med at bide smerten i mig. Alt ved det sted har bekræftet mig i, at det altid er værd at fortsætte med livet. 

Så mange gange har jeg løbet mig fra uro og tristhed til et rarere sted med håb, tro og kærlighed til mig selv.

Anne har været så sød at stille op i snestorm, søndag morgner hvor min verden har ramlet, vi har endda mødtes på stadionen, mens vi har været indlagt på riget med Ebba. Det har været min pause, mit rum og min livsline i lang tid. 

Idag var det lang tid siden jeg har været på banen, og det er ingen hemmelighed, at det også er lang tid siden jeg har haft det så godt, som jeg har nu - måske endda faktisk aldrig.

Den følelse.

Dem der kender Østerbro stadion ved, at der forenden af den ene langside, er et rundt vindue, det er det vindue jeg kigger ind i når det gør rigtig rigtig ondt, og jeg beslutter mig for ikke at give op. Jeg kigger derind, fokuserer, tænker på min vejrtrækning, min rytme og æder smerten og flytter bjerge indeni mit hoved.

Smerten bestod i dag af 20% sorg og 80% syre.

Udgangspunktet var 200% sorg.

Det er derfor jeg løber. 

#liveterfordestærke