Tid til søvnløshed..

Snart er det tid til det ½-årlige statusmøde på Riget med Ebbas overlæge. Mødet vil ikke bringe noget som helst nyt i Ebbas udredningsforløb. Ja, det er ligefør, jeg ved præcis hvad, der vil blive sagt på den halve time, der er afsat til os. 

Alligevel ligger jeg lysvågen hver eneste aften, indtil det er overstået. 

Ligegyldigt hvor træt jeg er, så falder jeg ikke i søvn. 

Sådan er det hver gang vi skal på Riget. Min hjerne og mit hjerte fucker fuldstændig med alt hvad der hedder samarbejde. 

Mit humør, koncentration og overskud påvirkes så meget i ugerne op til, at det er svært at overskue hverdagen. Jeg forsøger at få dagene til at gå, så positivt som muligt. 

Tidligere var jeg meget nervøs op til disse møder, nervøs for svar, for udredninger, målinger, opfølgninger og mest nervøs for lægevidenskaben. Tænk nu, hvis vi kunne stimulerede Ebba på en anden måde, så hun ville udvikle sig mere og bedre. 

Jeg er ikke rigtigt nervøs længere, for jeg ved, det ikke er min eller vores skyld, og jeg ved, vi ikke kan ændre på hendes udvikling, og jeg har til dels fundet ro med, at jeg ikke kan styre en skid. 

Alligevel har jeg så svært ved at finde ro og falde i søvn, og jeg bliver mere og mere energiforladt i hverdagen. Jeg får forkølelsessår og bliver svær at være i nærheden af. Jeg tager masken på hver morgen og forsøger at virke normal og ikke få et akut hidsighedsanfald overfor en tilfældig kollega. Det er jeg faktisk blevet god til. Jeg prioriterer benhårdt og gør (næsten) kun ting, der gør mig glad. 

På trods af dét, er det stadigvæk svært for mig at forstå, hvorfor hele min verden bryder sammen og jeg ryster af panik og angstanfald, når min kæreste stille og roligt foreslår, at jeg tager med ud og ser på den bil vi har tænkt os at købe. Heldigvis kender han mig og disse ture. Han er den eneste, der kan få mig tilbage til virkeligheden igen.
 

Sådan er dét. 

Måske er jeg stadig bange for skuffelsen og realiteterne. Måske er jeg bange for, at jeg igen falder sammen som en karklud. Måske er jeg bange for, at vi ikke kan klarer den.

Efterhånden ved vi begge to, at det er sådan det er for mig og for os. Der er noget vi kan gøre for at få et godt liv, men ligegyldigt hvad vi gør - så bliver Ebba aldrig rask, og det vil altid være en stor sorg.

Heldigvis går det op og ned, og når mødet er ovre i næste uge, plejer uroen at forsvinde, og jeg bliver igen overbevist om, at vi klarer den! 

Når kaffekoppen er tom.