Jeg har virkelig øvet mig i at nyde min graviditet, jeg har også bebrejdet mig selv lidt at jeg ikke var i den 7. himmel. Alle siger ”husk at nyde det!”, men jeg har ikke turde nyde det, og vi har begge svært ved rigtigt at glæde os. Jeg vil så gerne være sådan én der ser lyst på tingene, én der har let ved at acceptere tingenes tilstand, og én der tager tingene som de kommer til os. Vi har selv valgt at tage risikoen. Jeg vil ikke beklage mig og ynke. Jeg vil være sådan én der er stærk.
Det går op for mig, at jeg kommer til at gå igennem denne graviditet med forholdsvis meget grundangst og væsentlig færre romantiske babydrømme end de fleste. Først nu, på vej ind i 3. trimester mærker jeg efter helt derinde hvor sandheden gemmer sig. Herinde ønsker jeg mig kun, at de næste 15 uger skal drøne afsted. Hver dag er jeg lidt bange for, at vi får en Ebba nr. 2. Gentagelsesrisikoen er lille, og Ebba er skøn, det ved jeg godt. Lægerne scanner mig og babyen hver 14.dag, de siger alt ser HELT normalt ud. Det gjorde det også da jeg ventede Ebba. Scanningerne er en stor ro for folk omkring os, de er trygge ved at vi er i ekstra gode hænder. Jeg bliver nervøs ved alle de undersøgelser, jeg forsøger at fortælle mig selv, at jeg skal være taknemmelig for at hilse på den lille fis så ofte. Mest af alt ønsker jeg mig bare nogle normale problemer. Jeg tænker så mange tanker, og guderne må vide hvor umage jeg gør mig, hver eneste dag, umage for at bevare roen, troen, glæden og optimismen!
Nå, men jeg bankede altså på derinde hos sandheden hvor de ægte følelser bor.
Svaret lå i accept!
Jeg mærkede, at der ikke er nogen forventning om at jeg var i den 7. babyhimmel, og det faktisk er helt OK, at jeg reelt set er pisse bange.
Det er ok, at jeg vågner om natten og tænker hvad f…ck gør vi hvis barn nr. 2 også er handicappet. Det er OK, at jeg får angstanfald. Det er til og med OK, at jeg kaster med tallerkenerne og Ebbas legetøj.
Det er OK, at jeg har svært ved at tro på at skæbnen vil os noget godt. Det er OK, at græde over at mit redebyggeri går ud på at søge aflastning, handicapbil og en elektronisk lift til vores bolig.
Det er OK, at dét her ikke var min drøm. Det er OK, at det er blevet svært for mig at drømme.
Så var det ligesom alle de okay’er, gav plads til at jeg acceptere at ikke kampnyder denne graviditet. Accepten gav mig plads til at kunne trække vejret helt ned i maven. Helt ned til den lille søde fis der sparker for livet og helt derned til troen på, at det hele nok skal gå.
Det giver mig mod til at smile og faktisk nyde det hele lidt. Gir det mening? Det gør det i hvert fald for mig.
