Et søndagsbesøg hos Ebba!

Tak Ebba, for du viser mig, at du trives og vi har truffet den rigtige beslutning på dine vegne.

Tak min skat, fordi du bliver så glad for at se mig, og kigger på mig i øjnene og smiler.

Tak fordi jeg ikke går rundt med dårlig samvittighed og tvivl.

Savnet er stort hver dag, men vi lærer os selv og hinanden at leve med det og ikke kæmpe imod.

Du vil altid være min helt særlige gevinst i livets vilde lotteri, og jeg kan være hos dig lige så tit jeg vil.

Jeg vil øve mig i at nyde hver dag.

Kæmpe mandagskærlighed❤

#liveterfordestærke

Mit livs sværeste beslutning

Vi har truffet en stor, svær, rigtig og vigtig beslutning. 

Nok den sværeste beslutning i vores liv.

Vi har valgt at Ebba skal flytte hjemmefra. Det har meget tidligt været klart for os, at hun kom til at flytte hjemmefra tidligere end normale børn. 

Vi har altid været enige. 

Det var vi også her, men det er nok kommet bag på os at det skulle ske nu. Det skete bare en søndag i oktober hvor jeg knækkede sammen og sagde det højt "jeg kan ikke mere" og så græd jeg. Hulkede som et lille barn. I rigtig mange timer. Jeg har grædt så inderligt siden, og det er ikke den der "det er pissehårdt"-gråd, hvor jeg ved jeg må op på hesten igen. Det er en sorgfuld gråd,  på mange måder en forløsende gråd, selvom den kaster med knive. 

Når der er ro, og jeg ligger i sengen om aftenen og kigger ud på stjernerne, så græder jeg. Det var bare ikke sådan jeg troede det skulle gå med Ebba, jeg troede virkelig hun ville komme til at gå, at spise selv, sige mor og alt det der. Alle de braste drømme kommer frem nu, det virker så definitivt. Ligesom da hun fik kørestolen. Jeg græder også, fordi vi har brugt så mange kræfter på at komme hertil, og på en måde føles det som spildte kræfter. 

Det føles som at give op. 

I virkeligheden ved jeg godt det er alt det modsatte af at give op. Denne beslutning er, at blive ved i rigtig mange år endnu. Denne beslutning er, ikke at slide os selv op. Denne beslutning er, at være gode livsglade forældre hele livet. Ebba vil altid være her. Hun vil altid have brug for os.

Hun vil altid lære mig mere om livet end de fleste. Hun vil altid gøre mig stolt af mig selv, af hende og af os. Ebba vil altid være kampen, og alle de spildte kræfter værd. 

Altid.

Farmor kalder hende en lille engel. 

Det er hun, og der er aldrig nogen der rigtigt kommer til at forstå hvorfor og hvordan, det er svært og hårdt, at være forældre til Ebba. 

 

Vi har truffet et valg. Et pisse svært valg.

Vi har valgt at få hjælp. 

Vi har valgt at dele ansvaret med andre, for at tage ansvar for os selv, for Holger og for Ebba. Ansvaret for fremtiden og ansvaret for at få et godt liv fyldt med glæde, kærlighed, tårer og balance. 

For os er dette måden.

Alt føles helt rigtigt i min mave, og på en måde er vi lettede, selvom vi er fyldt op af dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed og en følelse af fejhed, som nok aldrig går helt væk. Det føles lidt som af pjække fra skole, (ok - det er lidt mindre smertefuldt at pjække fra skole), og det er noget vi må lære at leve med, noget som bliver en del af os for altid.

Vi har fundet et godt, rart og trygt sted til Ebba, i de skønneste omgivelser og menneskerne virker rigtige søde.

Det hele er gået meget stærk, men vi er ikke i tvivl.

Det er den rigtige beslutning, og selvom den er barsk og hård, så er den stadig rigtig. 

Det er faktisk det bedste vi kan gøre for Ebba. 

Den næste tid bliver hård og sorgfuld, og det vil altid være en kamp for mig at denne beslutning er kommet så tæt på, at Holger kom ind i vores liv, men fremtiden er  spændende og god, og jeg husker mig selv på at uanset hvad, er den fyldt med kærlighed og mere overskud til gavn og glæde for os alle. 

Tak fordi du læser med,

Kærligst Majbritt

Tak til 2016

Jeg er klar til at takke 2016. 

Det har taget mig lidt tid - for det har været det vildeste år i mit liv indtilvidere - det har været den mest sindsyge rutsjebanetur i følelsernes Tivoli. Men et stort tak for turen skal lyde. Tak for jer. Tak for jeres søde og altid opbakkende kommentarer.

Jeg startede 2016 ud med en høj mængde spændthed, usikkerhed, graviditetstjek og afmagt. Vi holdte den frygtelige tanker om, at det kunne ske igen på afstand. Det lykkes med mange løbeture, en fantastisk afstikker til Australien og de mange gode mennesker vi har omkring os. Jeg kan faktisk først nu se hvor skide bange jeg var. I ni stive måneder. Jeg er ikke engang sikker på om jeg tør eller orker at gå igennem det igen. Og så alligevel - for så kom Holger og min lille nevø, Einar, til verden ❤️. Åhh - de har taget mig med storm, og siden har jeg pludselig forstået det hele. 

Sådan føles det i hvert fald. 

Jeg har også forstået hvorfor de sidste 5 år har hævet vores overlægger for, hvad der er hårdt. Stadig fatter jeg ikke hvad vi har været i stand til at gennemleve og overleve. Sammen.

De sidste 5 mdr er jeg blevet elsket noget så højt hver evig eneste dag. Jeg storelsker, at der er en der klistrer til mig, og tager imod den kærlighed jeg har længtes sådan efter at give. Og ja det er også hårdt, og han græder og nægter at sove som sådan nogle gør, og jo jeg kan godt få lyst til at kaste ham ud af vinduet og min tålmodighed blir sat på prøve. Men du får mig ikke til at sige at det er sådan rigtig hårdt, for jeg synes det er forholdsvist ukompliceret at passe et barn i trivsel. Måske især pga de små smil som er ren narko.

Ebba blev storesøster, det er så kært og helt særligt. Når Holger er i nærheden bliver Ebba lidt mere rolig, og han får da også hendes sjældne små smil og blikke og hun klapper ham - lidt for hårdt. Nogengange får han en ordentlig omgang brummen fordi han stjæler hendes mor. Men det er Holger der forstår mest af deres sammenhørighed, og det er allerede lykkes os flere gange at kalde Ebba for lillesøster.

Så første og anden del af 2016 har på mange måder været i diametral modsætning.

Og så alligevel, for Holger har givet os et klarsyn, en konstant kontrast og tilbageblik på en helt anden meget kompliceret tid, da Ebba var baby. Det er kommet til at stå meget klart for mig, hvor indgribende Ebbas handicap er, og det gør ubeskriveligt ondt, det er ligesom en mavepumper jeg lige skulle have igen efter at have rejst mig op. Jeg så simpelthen ikke før.

Jeg tør godt sige at Holger har givet os en livsglæde vi ikke havde før. Han gir os lov til at opleve at drømme bliver til virkelighed, og han får os til at glædes over livets mest naturlige udvikling.

At gense glæde i min mands øjne og mærke instant lykke i mit eget hjerte, at mærke hvordan hverdagen ikke skal overleves, men leves, at have noget sammen der ikke er forbundet med en vis mængde sorg. Det har altsammen været med til at vise mig hvor drænet og presset vi begge var og er, og hvor vigtigt det er at vi passer på hvis vi skal bevare kærligheden til hinanden og vores børn. 

Så ligeså lykkelig 2016 har været, ligeså hårdt har det sgu også været.

Store følelser har været på spil i 2016 - nå ja - så købte vi et hus, flyttede og blev gift.

Men kom bare med 2017 - vi er så klar til mere fyrværkeri!

Lillebror 1 måned. Tanker.

I dag blir Holger 1 måned.

1 måned fyldt med en stormende forelskelse. Overvældende lykke. Og en helt ubeskrivelig lettelse. 

1 måned fyldt med overdrevne mængder hormoner, ammeindlæg, brystbetændelse, vand, mad og igen bekymringer om han nu alligevel fejler noget. 

1 måned hvor vi gik fra at have travlt, til at have psykotravlt med at være familie. 

1 måned fyldt med den hårdeste og mest barske øjenåbner for hvor gennemgribende Ebbas handicap er. Psykisk og motorisk. 

Kontrasten er stor. Lille Holger kan allerede ting Ebba aldrig vil lære. Ebba gik fra, at være min lille pige til at blive min store pige på splitsekunder. En helt særlig sej storesøster, der stadig kun er helt lille og unik indeni hovedet. 

Tankerne og drømmene om, at hun kunne være mere selvkørende har besøgt os igen. 

Tårer. Masser af tårer. 

Anderkendelsen af hendes og vores situation har skulle accepteres igen - på et nyt plan. 

Jeg havde forberedt mig på en reaktion når den lille kom, men man kan aldrig helt forberede sig på hvordan følelserne føles.

Det blev så også en måned hvor Holger har stjålet vores hjerter, og han har givet alle i vores lille familie nye drømme. 

Han er kommet med en masse nyt, og jeg føler verden ligger foran os. Han giver ikke plads til at sorgen skal dominere. Han gir plads til kærligheden og en ny måde at være familie på. 

Jeg tror da fanden jeg er lidt træt med alle de følelser. 

Så mest af alt har denne måned været fyldt af kærlighed. Stolthed. Og endnu mere kærlighed. 

Kærlighed til alle. 

Heldigvis.

Jeg er så stolt over at være mor til to. To meget forskellige mødre. To meget forskellige kærligheder. 

Stolt over at være lykkelig. #dobbeltlykkelig

Et smil der betyder så meget!

Jeg har startet og sluttet dagen med at få sådan et smil! 

Så kan det godt ske, Ebba har mange udfordringer, og vi har mange dage uden smil og genkendelse. Dage hvor intet dur, og vi kun møder gråd, fortvivlelse og utilfredshed. Det kan godt ske vores dagligdag stadig, efter 5 år, mest er præget af blendet mad, medicin, madning, skiftning, løft fra A til B og generelt at hjælpe Ebba med alt - helt ned til at holde fast om hendes sut. 

Men det her sjældne og meget særlige smil - det er hele livet og kampen værd.. .❤️ - tak lille skat!

#liveterfordestærke

Den 7. babyhimmel eller bare pissebange

Jeg har virkelig øvet mig i at nyde min graviditet, jeg har også bebrejdet mig selv lidt at jeg ikke var i den 7. himmel. Alle siger ”husk at nyde det!”, men jeg har ikke turde nyde det, og vi har begge svært ved rigtigt at glæde os. Jeg vil så gerne være sådan én der ser lyst på tingene, én der har let ved at acceptere tingenes tilstand, og én der tager tingene som de kommer til os. Vi har selv valgt at tage risikoen. Jeg vil ikke beklage mig og ynke. Jeg vil være sådan én der er stærk.

 

Det går op for mig, at jeg kommer til at gå igennem denne graviditet med forholdsvis meget grundangst og væsentlig færre romantiske babydrømme end de fleste. Først nu, på vej ind i 3. trimester mærker jeg efter helt derinde hvor sandheden gemmer sig. Herinde ønsker jeg mig kun, at de næste 15 uger skal drøne afsted. Hver dag er jeg lidt bange for, at vi får en Ebba nr. 2. Gentagelsesrisikoen er lille, og Ebba er skøn, det ved jeg godt. Lægerne scanner mig og babyen hver 14.dag, de siger alt ser HELT normalt ud. Det gjorde det også da jeg ventede Ebba. Scanningerne er en stor ro for folk omkring os, de er trygge ved at vi er i ekstra gode hænder. Jeg bliver nervøs ved alle de undersøgelser, jeg forsøger at fortælle mig selv, at jeg skal være taknemmelig for at hilse på den lille fis så ofte. Mest af alt ønsker jeg mig bare nogle normale problemer. Jeg tænker så mange tanker, og guderne må vide hvor umage jeg gør mig, hver eneste dag, umage for at bevare roen, troen, glæden og optimismen!

 

Nå, men jeg bankede altså på derinde hos sandheden hvor de ægte følelser bor. 

Svaret lå i accept! 

Jeg mærkede, at der ikke er nogen forventning om at jeg var i den 7. babyhimmel, og det faktisk er helt OK, at jeg reelt set er pisse bange.

Det er ok, at jeg vågner om natten og tænker hvad f…ck gør vi hvis barn nr. 2 også er handicappet. Det er OK, at jeg får angstanfald. Det er til og med OK, at jeg kaster med tallerkenerne og Ebbas legetøj. 

Det er OK, at jeg har svært ved at tro på at skæbnen vil os noget godt. Det er OK, at græde over at mit redebyggeri går ud på at søge aflastning, handicapbil og en elektronisk lift til vores bolig.

 

Det er OK, at dét her ikke var min drøm. Det er OK, at det er blevet svært for mig at drømme.

 

Så var det ligesom alle de okay’er, gav plads til at jeg acceptere at ikke kampnyder denne graviditet. Accepten gav mig plads til at kunne trække vejret helt ned i maven. Helt ned til den lille søde fis der sparker for livet og helt derned til troen på, at det hele nok skal gå. 

Det giver mig mod til at smile og faktisk nyde det hele lidt. Gir det mening? Det gør det i hvert fald for mig. 

  

Ting man (heldigvis) ikke forstår før man har prøvet det!

Der er ting man ikke forstår før man selv prøver det. Fx hvor hårdt det er at have syge børn, og fx at have et sygt handicappet barn!

Der er en dimension af bekymring, jeg tror er umulig at fatte. Heldigvis. 

Ebba har været syg en uge. Hun kan ikke fortælle hvor det gør ondt eller hvad hun har brug for. Hun er bange og hun ryster. Hun sover ikke, hun spiser ikke og alt hun drikker kaster hun op. Når hun kaster op, går hendes mavesår op, så kaster hun blod op. Når hun ikke drikker, bliver hun dehydreret, og det må man ikke være. Hun taber sig lynhurtigt, og hun må ikke tabe sig mere. Så græder hun non-stop, selvfølgelig det er så ondt at være så syg. Ebba trækker sig ind i sig selv, samtidig har hun installeret en ankeralarm der gør, at jeg ikke må være mere end 20cm fra hende. Men hun kigger ikke på mig i en uge. Vi sover ikke. Vi kan ikke passe vores arbejde, vi har ikke forældre der kan komme og hjælpe, og det er svært at hjælpe os. Vi bliver kuk-kuk af skrigeri, bekymring og frustration. Vi skændes. En af os siger hun skal i fuldtidsaflastning, den anden siger vi skal beskytte og passe hende her hos os for evig tid. 

Vi har så tit været indlagt, så hun kan få drop med sin mavemedicin og væske. Ebba skriger endnu mere på Riget, og Ebbas forældre bliver sindsyge af 7-11's mad, og læger der ikke har tid (nok). Når vi bliver udskrevet starter vi fra bunden igen, og skal klare os uden slanger. Mavesæk og spiserør er blevet nulstillet.

Jeg kan efterhånden bedre end hospitalet. 

Jeg er Ebbas bedste sygeplejerske, læge og mor i et. 

Vi vil ikke indlægges. Dog er det svært at styre bekymringen, når Ebba kaster blod op, det er svært, når man er opdraget til at lægerne ved bedst. De ved også rigtig meget, men de indlægger os for at skabe tryghed og være sikker på intet bliver overset. Jeg skal virkelig VIRKELIG stole på, at jeg ved bedst. 

Jeg er Ebbas mor og min mavefornemmelse ved bedst. 

Ebba er (selvfølgelig) i bedring, mens jeg skriver dette, og uvejret er ved at fortage sig. Jeg forundres igen over, at livet er for de stærke, og vi klarer ting jeg troede var umulige. Ting går over igen, ligegyldigt hvor hårdt og uretfærdigt og uoverkommelig det synes, så går det over igen. Det skal vi allesammen altid huske på. 

Solen kommer. Vi klarer det sammen. Det gør mig umådelig stolt. Det gør mig moden. Jeg føler mig så stærk. Og en dag blir jeg måske voksen.

I hvert fald skal jeg have is i aften.