Glad og genkendelse

Efter jeg er startet med at skrive min blog, har jeg tænkt meget på, at det er lidt voldsomt, at det hele er så tungt og deprimerende - for jeg har bestemt også mange gode dage og solskinstanker.

I dag er en af dem. 

Ebba kom hjem fra børnehave, hun plejer ikke at blive tydeligt glad for at se os, men i dag var det bare SÅ tydeligt at hun blev glad for at se mig. På hendes dejlige søde lille måde. Fx. hiver hun straks brillerne af mig, den er sikker hver gang! Jeg har været to dage i Århus, hvor hun ikke har set mig. På vej hjem i toget glædede jeg mig sindssygt til at se hende igen, hvilket i sig selv er en dejlig følelse! Hun har også savnet mig! Mit hjerte smelter totalt!

Det bliver sgu en god weekend kan jeg mærke :-)

Det skænderiet (måske) handler om!

Så skete det igen. 
For gud ved hvilken en gang. 
Vi skændes om ligegyldige praktiske detaljer. Altid de samme ting vi diskuterer. Altid de samme forskellige holdninger.
Jeg tror egentlig ikke, det er fordi Ebba er handicappet, eller fordi vi har mindre overskud end gennemsnitsfamilien Danmark. Jeg tror, det er fordi det er hårdt at være forældre, og det er hårdt at blive voksen, og skulle give afkald på sin egotid og sin fritid. Hele tiden at skulle vælge fra og til for at få familien og dagligdagen til at fungere. 
Det er hårdt, ikke at have den samme holdning til hvilke ting der skal prioriteres. 
I bund og grund synes jeg jo bare, at vi skal være sammen hele tiden, og opleve fede ting. Gøre fede ting. Spise fede ting. Og snakke om de fede ting. Altså hele tiden, når jeg har lyst. Det er klart. Hvis jeg nu har mere lyst til at drikke drinks med veninderne, eller give den gas med løb, eller tage til krea-klub, ja så skal jeg da for helvede det. Det er jo mig der tage det store læs på hjemmefronten HELE TIDEN, og så kan ham den nok så kreative bare komme i gang, for hverdagens sysler laver ikke sig selv. VEL!!!! 

Jeg råber og skriger, bruger grimme skyts, og slår ofte lidt op på SMS!

Jeg er M.E.G.A. urimelig. 
Han er også mega urimelig. Vi står på vores, uden at vide helt hvorfor. Det handler oftest primært om søvnunderskud, sult eller manglende omsorg. Jo, bevares, vi er da også pænt uenige om fordelingen af pligter og hvordan de udføres. Men det er vist nok sekundært. For vores drøm er ikke, at vores hjem skal ligne et bo bedre hjem, eller Niels Christian skal lave mad på 5 min (okay, måske lidt). Vi vil altid have forskellig holdning til, hvor meget man bør løbe og hvor meget man skal gå i byen. Men gør det noget? Eller det hele styrken i et forhold? Har jeg ikke altid har været fortaler for, at man ikke skal blive en sur bitterfisse der går op i millimeterdemokrati, og hvilke et mærke tandbørstekruset har?
Jo, men jeg synes bare det er så skide svært, når man begge har et arbejde og begge har interesser, som vi gerne vil pleje. Nok også fordi vi begge har et afsavn i hjemmet. Vi har en kæmpe drøm som er brast. 

Vi ender altid med forsoning, og en plan om et eller andet der fremadrettet kan gøres anderledes. Vigtigst for forsoningen er nærheden. Inderst inde tror jeg godt, vi begge to ved at der er en knude vi ikke kan løse, og vi ved også at et simpel skænderi kan have uanede uforløste tråde. Så det eneste vi er enige om, og det eneste der rigtig virker er nærhed. 
Bare ligge der og holde virkelig meget om og af hinanden.

I dag gik det så op for mig. Mens jeg sad i bussen, så jeg en reklame med en lille dreng der løber efter et eller andet i naturen. Det er længe siden jeg har haft den følelse af afsavn, en dyb sorg over alle de oplevelser vi ikke får med Ebba. Og ja, vi skal være gode til at involvere hende, og gøre ting, så vi ikke trækker os fra virkeligheden. Virkeligheden er bare at vi trækker os. Vi holder op med at gå i zoo eller svømmehalen, når vi ikke oplever respons på det. Så ender det med en tom fornemmelse af ulykke og misundelse overfor de andre forældre. Det holder rimelig hurtigt op med at være sjovt.
Vi er også holdt op med at være sammen med børnefamilier, ikke fordi vi ikke gider. Fordi det gør fucking bare ondt.
Lige nu er det dét, jeg savner allermest, tror jeg. 

Min veninde foreslog mig den anden dag, om jeg kunne forsøge ikke, at have et nyt projekt efter jeg har gennemført mit marathon. Niels Christian har også været efter mig for at leve for lidt her og nu, og alt for meget i et projekt/resultat forude.
Jeg ved bare ikke, om jeg kan. 
Helt ærligt, tror jeg ikke jeg kommer til at nyde hverdagen 100% før jeg får nogle flere oplevelser i hverdagen. Jeg ved godt, det også er slidsomt (og kedeligt) at have et barn der kræver, skriger, vil ha´ og ikke vil ha´, og et barn der vil ligge helt tæt hele tiden og siger moar hele tiden. Men det er fandme så skide slidsomt at have et barn, der bare ikke har en holdning til en skid. Det er sådan det er, og jeg må lære at acceptere det. Jeg glæder mig bare til når (og hvis (100.000 krydsede fingre)) vi får et barn der udvikler sig normalt, et barn, der kan klatre på Ebbas ståstiv, og give hende et kys eller blive sur på hende fordi hun ikke svarer. 
Jeg er ikke i tvivl om, at vi en dag bliver en familie med en hyggelig hverdag. Lige nu er vi bare hverken rigtigt familie eller rigtigt frie.

Måske er jeg naiv. Måske er jeg alt for realistisk. Jeg ved det ikke, men jeg drømmer om fremtiden.

Så måske er det derfor, det er så skidesvært at skændes om vasketøj. Måske er det, fordi vi har fået nogle skøbelige sind efter vi har fået en handicappet pige. For det er aldrig helt til at vide om noget skide pisse sårbart måske - og måske ikke - har indvirken på skænderiet og den andens frustration. Vi passer altid lidt ekstra på, eller overreagerer total. 

I bund og grund vil vi gøre alt for at passe på hinanden. For uden os to sammen, er det bare helt vildt uoverskueligt!