Vores behov

Jeg har nogle instinktive behov, fordi jeg er din mor.

Du kan ikke bruge den slags fjollede naturlige egenskaber.

Du har brug for jeg passer på dig, og at jeg ser dig.

For resten af behovene må jeg tænke anderledes om min moderrolle.

Du tænker anderledes. Ser anderledes. Hører anderledes. Du er en lille anderledes en.

Din hjerne er ikke lige så gammel som din krop.

Du har helt særlige behov. 

Behov du ikke kan udtrykke. 

Jeg må hele tiden gætte.

Du kan ikke se eller forstå mine. 

Jeg kan godt mærke dine behov. Men jeg er altid lidt i tvivl, om jeg mærker rigtigt.

Vi er nået frem til en balance - hvor vi glæder hinanden hver dag, og hvor vi opfylder, den del af hinandens behov, vi kan.

Vi er nået til et sted, hvor vi glædes over det der er. Det vi kan forstå, og ikke længere græder over det urimelige og unaturlige vi aldrig kommer til at forstå.

Vi græd begge to meget de første to år. Måske fordi vi ikke forstod, eller kunne opfylde de mest basale behov for hinanden. Og måske fordi ting tager tid.

I dag er alting bedre, og jeg niver mig i armen, jeg føler nye behov, og jeg ser de bliver opfyldt.

Jeg troede fx aldrig, vi skulle have behov for at grine sammen hver morgen. 

Hver morgen - undtagen onsdag, der griner du med nogle andre. Det er et unaturlig behov, at du skal sove et andet sted. Men jeg ved godt, jeg må opfylde mine egne behov for søvn, og benzin på tanken, for at kunne være den jeg er i dag.

Du opfylder mine behov som ingen andre, også selvom de blev nogle helt andre end jeg havde regnet med. 

Nogle solide, dyrt købte behov, og nogle meget indsigtsfulde og opmærksomme behov. 

Jeg synes faktisk det er det hele værd. 

#guldlokforevigt #liveterfordestærke

Østerbro Stadion

I dag hev Anne mig med på Østerbro stadion. 

Den bedste overraskelse. 

Jeg elsker det sted. Jeg elsker at løbe i frostgrader med sne på banen, eller i 30 grader med solen i fjæset. Jeg elsker at løbe alene, eller i flok. Det er underordnet - det sted kan sgu bare et eller andet.

Måske fordi det sted har hjulpet mig igennem de vildeste kriser, hjulpet mig med at sortere og rydde ud, hjulpet mig med at bide smerten i mig. Alt ved det sted har bekræftet mig i, at det altid er værd at fortsætte med livet. 

Så mange gange har jeg løbet mig fra uro og tristhed til et rarere sted med håb, tro og kærlighed til mig selv.

Anne har været så sød at stille op i snestorm, søndag morgner hvor min verden har ramlet, vi har endda mødtes på stadionen, mens vi har været indlagt på riget med Ebba. Det har været min pause, mit rum og min livsline i lang tid. 

Idag var det lang tid siden jeg har været på banen, og det er ingen hemmelighed, at det også er lang tid siden jeg har haft det så godt, som jeg har nu - måske endda faktisk aldrig.

Den følelse.

Dem der kender Østerbro stadion ved, at der forenden af den ene langside, er et rundt vindue, det er det vindue jeg kigger ind i når det gør rigtig rigtig ondt, og jeg beslutter mig for ikke at give op. Jeg kigger derind, fokuserer, tænker på min vejrtrækning, min rytme og æder smerten og flytter bjerge indeni mit hoved.

Smerten bestod i dag af 20% sorg og 80% syre.

Udgangspunktet var 200% sorg.

Det er derfor jeg løber. 

#liveterfordestærke 

Moderinstinkt for the win!

I dag var en glad dag.

"De første 2-3 mdr af Ebbas liv, nægtede hun at blive ammet og hun skreg og skreg, det er den værste afvisning jeg nogensinde er blevet udsat for. 

Herefter gik der et år, før vi fik vores første sporadiske øjenkontakt med Ebba. Og der gik 3 år før vi fik vores nattesøvn.

I dag er det stadig sjældne, korte øjenkontakter vi har med Ebba, og Ebba kan ikke give et knus, sige mor eller pege, dertil er hendes motorik og/eller forståelse for svag. 

Det er totalt underligt, svært og grænseoverskridende. 'Sjælen sidder i øjnene' siger nogen, og i lang tid var det en sætning der kunne gøre mig fuldstændig ulykkelig. Sikke noget fis, Ebbas sjæl brænder sig direkte ind i mit hjerte, ligegyldigt hvor lidt jeg kan se ind i hendes øjne. 

Jeg vil ikke sige, jeg betvivler min kærlighed til Ebba, for det gør jeg ikke (længere). Men nogengange overvælder savnet af en spontan kærlighedserklæring fra Ebba mig. Det gør jo selvfølgelig skide ondt, og jeg skal virkelig gøre mig umage. 

Derfor gør det her billede mig så glad, faktisk rørt og direkte lykkelig. For jeg kan så tydeligt se, at ligegyldigt hvor meget mit moderinstinkt er blevet udfordret, så kan intet - INTET - slå det ud. 

Måske lyder det lidt underligt, men når man har et barn hvor man skal gøre sig lidt ekstra umage for kærligheden, så er man bare så skide taknemmelig for at mødre er bygget til at elske deres børn så skide ubetinget! ❤️

#vægtløskærlighed #liveterfordestærke 

#taktillivet "