Mit livs sværeste beslutning

Vi har truffet en stor, svær, rigtig og vigtig beslutning. 

Nok den sværeste beslutning i vores liv.

Vi har valgt at Ebba skal flytte hjemmefra. Det har meget tidligt været klart for os, at hun kom til at flytte hjemmefra tidligere end normale børn. 

Vi har altid været enige. 

Det var vi også her, men det er nok kommet bag på os at det skulle ske nu. Det skete bare en søndag i oktober hvor jeg knækkede sammen og sagde det højt "jeg kan ikke mere" og så græd jeg. Hulkede som et lille barn. I rigtig mange timer. Jeg har grædt så inderligt siden, og det er ikke den der "det er pissehårdt"-gråd, hvor jeg ved jeg må op på hesten igen. Det er en sorgfuld gråd,  på mange måder en forløsende gråd, selvom den kaster med knive. 

Når der er ro, og jeg ligger i sengen om aftenen og kigger ud på stjernerne, så græder jeg. Det var bare ikke sådan jeg troede det skulle gå med Ebba, jeg troede virkelig hun ville komme til at gå, at spise selv, sige mor og alt det der. Alle de braste drømme kommer frem nu, det virker så definitivt. Ligesom da hun fik kørestolen. Jeg græder også, fordi vi har brugt så mange kræfter på at komme hertil, og på en måde føles det som spildte kræfter. 

Det føles som at give op. 

I virkeligheden ved jeg godt det er alt det modsatte af at give op. Denne beslutning er, at blive ved i rigtig mange år endnu. Denne beslutning er, ikke at slide os selv op. Denne beslutning er, at være gode livsglade forældre hele livet. Ebba vil altid være her. Hun vil altid have brug for os.

Hun vil altid lære mig mere om livet end de fleste. Hun vil altid gøre mig stolt af mig selv, af hende og af os. Ebba vil altid være kampen, og alle de spildte kræfter værd. 

Altid.

Farmor kalder hende en lille engel. 

Det er hun, og der er aldrig nogen der rigtigt kommer til at forstå hvorfor og hvordan, det er svært og hårdt, at være forældre til Ebba. 

 

Vi har truffet et valg. Et pisse svært valg.

Vi har valgt at få hjælp. 

Vi har valgt at dele ansvaret med andre, for at tage ansvar for os selv, for Holger og for Ebba. Ansvaret for fremtiden og ansvaret for at få et godt liv fyldt med glæde, kærlighed, tårer og balance. 

For os er dette måden.

Alt føles helt rigtigt i min mave, og på en måde er vi lettede, selvom vi er fyldt op af dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed og en følelse af fejhed, som nok aldrig går helt væk. Det føles lidt som af pjække fra skole, (ok - det er lidt mindre smertefuldt at pjække fra skole), og det er noget vi må lære at leve med, noget som bliver en del af os for altid.

Vi har fundet et godt, rart og trygt sted til Ebba, i de skønneste omgivelser og menneskerne virker rigtige søde.

Det hele er gået meget stærk, men vi er ikke i tvivl.

Det er den rigtige beslutning, og selvom den er barsk og hård, så er den stadig rigtig. 

Det er faktisk det bedste vi kan gøre for Ebba. 

Den næste tid bliver hård og sorgfuld, og det vil altid være en kamp for mig at denne beslutning er kommet så tæt på, at Holger kom ind i vores liv, men fremtiden er  spændende og god, og jeg husker mig selv på at uanset hvad, er den fyldt med kærlighed og mere overskud til gavn og glæde for os alle. 

Tak fordi du læser med,

Kærligst Majbritt