Der er ting man ikke forstår før man selv prøver det. Fx hvor hårdt det er at have syge børn, og fx at have et sygt handicappet barn!
Der er en dimension af bekymring, jeg tror er umulig at fatte. Heldigvis.
Ebba har været syg en uge. Hun kan ikke fortælle hvor det gør ondt eller hvad hun har brug for. Hun er bange og hun ryster. Hun sover ikke, hun spiser ikke og alt hun drikker kaster hun op. Når hun kaster op, går hendes mavesår op, så kaster hun blod op. Når hun ikke drikker, bliver hun dehydreret, og det må man ikke være. Hun taber sig lynhurtigt, og hun må ikke tabe sig mere. Så græder hun non-stop, selvfølgelig det er så ondt at være så syg. Ebba trækker sig ind i sig selv, samtidig har hun installeret en ankeralarm der gør, at jeg ikke må være mere end 20cm fra hende. Men hun kigger ikke på mig i en uge. Vi sover ikke. Vi kan ikke passe vores arbejde, vi har ikke forældre der kan komme og hjælpe, og det er svært at hjælpe os. Vi bliver kuk-kuk af skrigeri, bekymring og frustration. Vi skændes. En af os siger hun skal i fuldtidsaflastning, den anden siger vi skal beskytte og passe hende her hos os for evig tid.
Vi har så tit været indlagt, så hun kan få drop med sin mavemedicin og væske. Ebba skriger endnu mere på Riget, og Ebbas forældre bliver sindsyge af 7-11's mad, og læger der ikke har tid (nok). Når vi bliver udskrevet starter vi fra bunden igen, og skal klare os uden slanger. Mavesæk og spiserør er blevet nulstillet.
Jeg kan efterhånden bedre end hospitalet.
Jeg er Ebbas bedste sygeplejerske, læge og mor i et.
Vi vil ikke indlægges. Dog er det svært at styre bekymringen, når Ebba kaster blod op, det er svært, når man er opdraget til at lægerne ved bedst. De ved også rigtig meget, men de indlægger os for at skabe tryghed og være sikker på intet bliver overset. Jeg skal virkelig VIRKELIG stole på, at jeg ved bedst.
Jeg er Ebbas mor og min mavefornemmelse ved bedst.
Ebba er (selvfølgelig) i bedring, mens jeg skriver dette, og uvejret er ved at fortage sig. Jeg forundres igen over, at livet er for de stærke, og vi klarer ting jeg troede var umulige. Ting går over igen, ligegyldigt hvor hårdt og uretfærdigt og uoverkommelig det synes, så går det over igen. Det skal vi allesammen altid huske på.
Solen kommer. Vi klarer det sammen. Det gør mig umådelig stolt. Det gør mig moden. Jeg føler mig så stærk. Og en dag blir jeg måske voksen.
I hvert fald skal jeg have is i aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar