Hver eneste dag fokusere jeg på det positive. Fokusere på de ting der får mig til at stå oprejst. Hver eneste dag når jeg står op, mærker jeg efter om jeg er ok. Hver eneste dag kæmper jeg med sorgen. Hver eneste dag længes jeg efter svar på, om vi kan hjælpe Ebba til at udvikle sig. Hver eneste dag bliver jeg mere afklaret. Hver eneste dag bliver jeg klogere.
Og stærkere.
Hver eneste time savner jeg kontakt med min datter.
Hver eneste nat bekymrer jeg mig. Hver anden nat sover jeg dårligt.
Hver eneste gang jeg drikker mig fuld, er jeg bange for, hvor længe den efterfølgende depression bliver hængende. Hvert eneste minut dagene bliver kortere, higer jeg efter solens stråler. Hver eneste gang jeg går ud blandt mennesker, blir jeg nervøs. Hver eneste gang jeg er rigtig glad, bliver jeg bange for om angsten kommer tilbage. Hver eneste gang jeg er presset bliver jeg nervøs for, om jeg bryder sammen igen. Hver eneste gang jeg græder, er jeg bange for om jeg vil gøre skade på mig selv.
Hver eneste gang jeg kigger på Ebba, ser jeg min største kærlighed, min største lykke, og min største sorg og bekymring.
Hver eneste dag overlever jeg. Hver eneste dag kæmper jeg.
Hver evig eneste dag holder jeg mig lykkelig. Men hver dag er jeg lidt bange. Hver eneste dag ville jeg ønske, jeg følte mig forstået. Nogle dage ønsker jeg, det var sket for naboen. Hver dag lever jeg med noget andet, end det der var drømmen.
Hver eneste dag holder jeg af. Og holder om. Og elsker.
Hver eneste dag drømmer jeg om almindelige problemer.
Hver dag er jeg taknemmelig. Hver eneste dag minder jeg mig selv om at grine. Hver eneste dag går jeg ud og får luft. Hver dag bevæger jeg mig. Hver eneste dag minder jeg mig selv om, at det er mig der bestemmer. Jeg hører højt musik. Hver dag prioriterer jeg.
Hver eneste aften, er jeg taknemmelig for at have så særlige og kærlige mennesker i mit liv.
Hver eneste dag, gør jeg mig umage for at være stærk nok til livet.
Hver eneste gang jeg ser et stjerneskud, tænker jeg på Ebba. 💫
#liveterformig
