Drømmen om helt normale problemer

På vej i bilen hjem fra Læsø i søndags skrev jeg en lang post, om hvor vigtigt og fedt det er at blive tanket op. Tage fri fra familie og pligter og lade op.

Så kom jeg hjem. 

Nu skriver jeg noget andet.

For da jeg endelig kom hjem sad Ebba og rokkede i sin stol. Hun er sød, det er hun, aldrig tvivl om det. Men hun sad bare der og rokkede og sagde brokkelyde. Jeg kan være helt ærlig og sige, at hun ikke har savnet mig, for hun forstår ikke, at jeg har været væk. Hun ved ikke hvad savn er. Det ved NC, og han havde savnet mig, nok mest fordi det er så hårdt at passe Ebba alene. NC synes også at jeg burde have savnet Ebba mere end jeg havde. Han synes jeg burde have lyst til at give hende mad. Det er ikke noget han siger, men det er noget jeg ved.

Jeg havde ikke lyst til at made min 4årige datter. Det havde jeg faktisk ikke. Jeg havde lyst til at vende rundt og gå ud af køkkenet. Og komme ind i køkkenet igen til et andet scenarie. Måske havde jeg faktisk lyst til at min 4årige datter selv kunne spise. Måske smed hun en frikadelle på gulvet, og måske blev hun ved med at spørge om jeg ikke havde købt en gave til hende.

Så ramte den dårlige samvittighed mig. Men jeg blev ved at tænkte på, hvor simpelt mit liv kunne havde været, hvis jeg ikke skulle kæmpe for at elske mit barn. Hvis jeg havde haft et barn, der kom løbende hen og ville løftes op. Hvis jeg havde haft et barn som jeg virkelig havde savnet. 

Jeg tog mig sammen. Det gør jeg. 

Mest for NC's skyld. 

Efter Ebba havde fået mad af sin far og jeg havde været lidt sur, så satte jeg mig med Ebba på skødet i stuen og krammede og kyssede hendes pande i ti minutter. Helt tæt. Helt stille og roligt. Så faldt hun i søvn i mine arme.

Vores symbiose. 

Jeg elsker hende, det gør jeg. Endda ubeskriveligt højt. Og som jeg sad der, kom kærligheden snigende, det tager bare lidt længere tid med lille Ebba- og jeg skal gøre mig lidt ekstra umage. Men den er der altid. Kærligheden.

Ligesom drømmen om helt almindelige problemer, nok også altid er der. 

#liveterfordestærke #drømmeromalmindeligeproblemer

Meltdown

Den anden dag havde jeg meltdown. 

Kæmpe hammer i hovedet. 

Det gør ikke så ondt som det gjorde i begyndelsen. Jeg kender det efterhånden.

Faktisk vidste jeg godt det kom snigende, og jeg kunne havde undgået det ved at reagere tidligere.

Men det gjorde jeg altså ikke. 

Jeg lod istedet kvalmen og klaustrofobien stige helt op i øverste del af mit spiserør. 

Jeg lod kæbemusklerne krampe til, af at bide tårer og sorg i mig.

Jeg tapede et smil på, så ingen kunne se smerten.

Jeg rystede, og jeg havde kæmpe høj puls.

Jeg lod rigtigt meget som om. 

Rigtig meget som om alt var ok. Overfor alle. 

Det er sådan jeg gør.

Det gør desværre rigtig ondt. 

Meltdown!

Heldigvis brænder jeg sammen. Heldigvis siger jeg, fordi når det sker, så ved jeg hvad jeg skal gøre. Heldigvis siger jeg, fordi når det sker,  så ved jeg det går over igen. 

Akavet afbud til en fest. 

Mange skuffede mennesker. De ved ikke at sjove Majbritt ikke altid er sjov og livsglad. Jeg kan ikke forklare dem det. Jeg har ikke lyst til at være, det kan man ikke forklare til nogen. Jeg ryster. Jeg er svimmel.  Jeg er usikker. Jeg er bange. Meget bange. Jeg flygter. Kører hurtigt væk. Bare væk. 

Jeg løber en lang tur, kigger på havet. 

Det løsner. 

Kvalmen forsvinder. 

Tvivlen og tabuet forsvinder lidt. 

Det giver mig ro og plads til, at huske hvem der er stærkest. 

Jeg er stærkest. 

Og jeg har tænkt mig at vinde. 

Vinde over angsten. 

Vinde over depressionen, frygten, tvivlen og sorgen. 

De må allesammen godt være en del af mit liv. Det er fint nok. Hyg I jer bare alt det I vil, her hos mig. Det er ok for jeg har sgu tænkt mig, at give lykken, kærligheden og livet første række. Så ved I det. 

Jeg kom hjem fra løbeturen. Hjem til Ebba og NC. Hjem til kærlighed og forståelse. Hjem til pyjamas og sushi. Og lovede mig selv, kun at have pyjamas på resten af weekenden. Også i netto. Måske strikke lidt. 

Tage imod kærlighed og ro. Masser af kærlighed. 

Enorme mængder af kærlighed. 

Passe på mig selv. Passe på min familie. Mærke hvad der er vigtigt. Rigtig vigtigt. Glemme hvad folk måtte tænke.

Mærke livet. Leve livet. Elske livet. Og handle ind i fucking pyjamas. ❤️ #brydtabuet #liveterfordestærke 

De vigtigste...

De to dejligste og vigtigste personer i mit liv!

Intet slår følelsen af at være forældre sammen.

At elske de to så højt. At kigge på ham, der elsker hende så højt. Så elsker jeg ham endnu højere. Jeg kan se, at hun elsker ham. Jeg kan mærke, at hun elsker mig. Vi kan noget forskelligt. Det gør mig glad. Han elsker mig. Det gør mig tryg. Jeg elsker ham og hende til evig tid. Det har vi lovet hinanden - det kan være hårdt og svært, og man skal gøre sig umage!

Vægtløs kærlighed. 

To gode ord! 

To stærke ord!

❤️