Det har taget mig lidt tid - for det har været det vildeste år i mit liv indtilvidere - det har været den mest sindsyge rutsjebanetur i følelsernes Tivoli. Men et stort tak for turen skal lyde. Tak for jer. Tak for jeres søde og altid opbakkende kommentarer.
Jeg startede 2016 ud med en høj mængde spændthed, usikkerhed, graviditetstjek og afmagt. Vi holdte den frygtelige tanker om, at det kunne ske igen på afstand. Det lykkes med mange løbeture, en fantastisk afstikker til Australien og de mange gode mennesker vi har omkring os. Jeg kan faktisk først nu se hvor skide bange jeg var. I ni stive måneder. Jeg er ikke engang sikker på om jeg tør eller orker at gå igennem det igen. Og så alligevel - for så kom Holger og min lille nevø, Einar, til verden ❤️. Åhh - de har taget mig med storm, og siden har jeg pludselig forstået det hele.
Sådan føles det i hvert fald.
Jeg har også forstået hvorfor de sidste 5 år har hævet vores overlægger for, hvad der er hårdt. Stadig fatter jeg ikke hvad vi har været i stand til at gennemleve og overleve. Sammen.
De sidste 5 mdr er jeg blevet elsket noget så højt hver evig eneste dag. Jeg storelsker, at der er en der klistrer til mig, og tager imod den kærlighed jeg har længtes sådan efter at give. Og ja det er også hårdt, og han græder og nægter at sove som sådan nogle gør, og jo jeg kan godt få lyst til at kaste ham ud af vinduet og min tålmodighed blir sat på prøve. Men du får mig ikke til at sige at det er sådan rigtig hårdt, for jeg synes det er forholdsvist ukompliceret at passe et barn i trivsel. Måske især pga de små smil som er ren narko.
Ebba blev storesøster, det er så kært og helt særligt. Når Holger er i nærheden bliver Ebba lidt mere rolig, og han får da også hendes sjældne små smil og blikke og hun klapper ham - lidt for hårdt. Nogengange får han en ordentlig omgang brummen fordi han stjæler hendes mor. Men det er Holger der forstår mest af deres sammenhørighed, og det er allerede lykkes os flere gange at kalde Ebba for lillesøster.
Så første og anden del af 2016 har på mange måder været i diametral modsætning.
Og så alligevel, for Holger har givet os et klarsyn, en konstant kontrast og tilbageblik på en helt anden meget kompliceret tid, da Ebba var baby. Det er kommet til at stå meget klart for mig, hvor indgribende Ebbas handicap er, og det gør ubeskriveligt ondt, det er ligesom en mavepumper jeg lige skulle have igen efter at have rejst mig op. Jeg så simpelthen ikke før.
Jeg tør godt sige at Holger har givet os en livsglæde vi ikke havde før. Han gir os lov til at opleve at drømme bliver til virkelighed, og han får os til at glædes over livets mest naturlige udvikling.
At gense glæde i min mands øjne og mærke instant lykke i mit eget hjerte, at mærke hvordan hverdagen ikke skal overleves, men leves, at have noget sammen der ikke er forbundet med en vis mængde sorg. Det har altsammen været med til at vise mig hvor drænet og presset vi begge var og er, og hvor vigtigt det er at vi passer på hvis vi skal bevare kærligheden til hinanden og vores børn.
Så ligeså lykkelig 2016 har været, ligeså hårdt har det sgu også været.
Store følelser har været på spil i 2016 - nå ja - så købte vi et hus, flyttede og blev gift.
Men kom bare med 2017 - vi er så klar til mere fyrværkeri!
