Det kan godt ske jeg tit synes livet er uretfærdigt, og det kan godt ske jeg tit græder af misundelse, afmagt, sorg og afsavn. Det kan også godt ske jeg løber lidt fra det hele.
Det sidste års tid har Ebba udviklet sit nærvær, hvilket betyder at hun begynder at genkende os, giver tegn til at hun er sulten, og bliver glad når hun bliver taget op om morgenen eller længselsfuldt kigger efter døren til badeværelset fordi hun elsker at komme i bad. Det er småbitte ting - men i vores verden er de kæmpestore - som i GIGA - og bekræfter os i at vi skal tro på det (red. livet).
Det sidste års tid er jeg også begyndt at elske mig selv igen. Elske min kæreste igen. Elske mit liv igen. Det er sjældnere jeg rammes af de grimme følelser som uretfærdighed og misundelse.
Det er virkelig store ting.
I de sidste 4 år har jeg ændret meget i mit liv, og jeg er blevet meget bevidst om, at det sgu er mig der bestemmer hvordan jeg lever mit liv. At jeg rent faktisk kan ændre på de ting jeg ikke ønsker at leve videre med, fx. stress og negativitet - jeg siger ikke det er let, men jeg forsøger at se glæderne i de ting der har ramt vores liv,
jeg forsøger at leve i nuet, gøre ting jeg holder af, og samle på gode mennesker og gode øjeblikke.
Jeg har altid sagt det var noget pis, at jeg ikke ville være foruden de udfordringer Ebba har givet os. For jeg ville fandme ønske Ebba udviklede sig normalt, sagde mor, kastede mad på gulvet og legede på legepladsen, og alt muligt andet normalt!
Men på en eftertænksom søndag morgen, så tror jeg faktisk ikke at jeg ville være foruden det. Jeg er så glad for den jeg er i dag, og for den familie vi har formået at blive til. Og jeg er SÅ glad for at jeg ikke længere tager livet for givet, og at jeg træffer valg og laver prioriteringer!
Så en opfordring herfra om at nyde livet - vi har kun det ene!
Tak - og peace!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar