Midsundelse

Et ældre indlæg, jeg alligevel har besluttet at udgive.

Jeg sidder i stolen, og har en lille puttestund med Ebba inden sengetid. Hun dasker ukontrolleret til min telefon, der som altid ligger i min hånd. Jeg får mere respons fra spillet end fra Ebba. Det er blevet en dårlig vane, men det er vores måde og vi nyder det - sammen. Vi sidder helt tæt sammen, og giver hinanden det vi kan. Samtidig holder jeg afstand til smerten og tankerne om alt det der ikke er.

En SMS tikker ind – min veninde har født. Alt går i stå – jeg bliver ramt direkte hvor det gør allermest ondt. Tårerne løber ned af mine kinder, alle mine indvolde sidder helt oppe i halsen. Jeg skal kaste op. Hyggen holder hurtigt op med at være hyggelig, jeg slet ikke kan følge med, jeg fatter overhovedet ikke hvad der sker, jeg har glædet mig til min veninde skulle føde.Jeg kysser Ebba på kinden og fortæller hende, at jeg elsker hende, men også at jeg savner alt det vi ikke kan have sammen. Så kysser jeg hende igen, og krammer ekstra meget. Selvfølgelig er jeg glad på min venindes vegne, men hjernen reagerer så sløvt – der er slet ikke kontakt, i forhold til de følelser der flyver igennem mig og snitter mig indvendigt.

Misundelse, had, uretfærdighed. Jeg får lyst til at forsvinde, løbe hurtigt og langt væk fra det hele. Aldrig komme tilbage. Gemme mig i et hul. Forsvinde – bare væk.

Så bliver jeg er vred. Mega vred på alle dem der "lige skal have et barn mere". Vred på alle dem der bliver forældre.
Mest af alt vred over, at jeg ikke længere kan glædes over noget så smukt som et nyt liv. Jeg kysser Ebba igen, hun er rolig og spjætter kun lidt nu, hun er klar til at blive puttet.

NC er kommet hjem. ”Har du haft en god dag?” – BANG - frit fald. Tårerne tonser ned af mine kinder, ”Min veninde har født” siger jeg, mens underlæben dirre. Han ved godt hvilke slags tårer der løber løbsk. Dem vi hver eneste dag holder styr på, når vi oplever børn der udvikler sig normalt, og hører venner der taler om deres børn. Hvilket vil sige rimelig meget er hele tiden (heldigvis for det). De tårer der altid vil være, nogle gange kan og skal de ikke styres. Han aer mig over håret, kysser mig på kinden og siger du skal også føde igen. Det lover jeg. Han er den eneste der præcist ved hvordan det føles, og det giver mig et strejf af lykke.

Jeg får lyst til at bade i havet. Jeg tager ned til vandet, forsvinder lidt i havet. Mærker vandet holde om mig, svømmer arrigt ud, får en følelse af velvære og vender mig om på ryggen og kigger op i himlen, og får lyst til at komme hjem igen. 

Ikke stikke af.