En hel måneds lykke!

I dag er det 30 dage siden jeg sidst har grædt, altså sådan virkelig grædt. Grædt på den måde, hvor det tager timer og dage at blive mig selv igen. 

Jeg græd sådan på min fødselsdag, ikke at der er noget trist over min fødselsdag. Min kæreste, bedste venner og elskede gudbarn var endda hos mig, og fejrede mig. Alligevel føles alt bare helt forkert indeni. For midt i alt festivasen - sidder jeg og føler mig så uendelig ensom. Der er ingen i hele verden, der reelt forstår hvordan jeg har det indeni. Jeg ved ikke, om det også er sådan at blive mor til et raskt barn. Men ensomheden er kommet til mig med det at blive mor til Ebba. 

Så på min fødselsdag sidder jeg med en underlig splittet fornemmelse af glæde og tristhed. Jeg har et barn som er blevet sendt i børnehave, fordi hun er for besværlig at have med til fødselsdag på cafe, og fordi hun ikke ved hvad fødselsdag og venner er, og fordi hun i bund og grund trives bedst i rutinen. 

Særlige begivenheder som fødselsdag, juleaften, sommerferie, Halloween, ja selv disneysjov som start på weekenden, giver mig tit denne følelse af ensomhed. På mit arbejde er fredagen altid en festdag, glæden til weekend og samvær med sine børn vil ingen ende tage. Selvfølgelig ved jeg godt, at det ikke er hele sandheden, og at andre også bruger weekenden på skænderier og leverpostej. Alligevel minder det mig bare om alle de oplevelser vi ikke får med Ebba, men som vi troede vi skulle have. 

Derfor vælger jeg i perioder at styre udenom de ting, der gør ondt at forholde sig til. Jeg undgår de ting, der kan give mig følelsen af ensomhed og sorg. Jeg dyrker sport, og vælger at tale med kolleger og venner der ikke har børn. På den måde får jeg et frirum, en lille virkelighedsflugt, der giver mig energi til at håndtere realiteterne. 

Samtidig øver jeg mig i perioder også i at holde fast i normale ting som fx. at gå på weekend om fredagen og omgås almindelige venner med raske børn, simpelthen for at undgå at blive ensom, ved at flygte for meget. 

Det kan være rigtig svært at vide hvornår jeg vælger den rette balance mellem disse to perioder. Men jeg gør mit allerbedste, og har nok fundet ud af, at den bedste løsning er, at perioderne hvert sted ikke skal være for lange. Hvis de gør, så kan der virkelig falde brænde.

Jeg må dog indse, at jeg oftest har det lettest i mit liv, hvis jeg undgår ting der gør ondt. Selvom de er overalt i hverdagen, og det blir let krampagtigt at undgå dem.

Jeg har nu haft en lang periode (30 dage), hvor jeg bare er rigtig glad. Glad for vores rutiner i hjemmet, glad for Ebbas skæve væsen, glad for de små smil hun giver, glad for ikke at være flov over at gå ud med Ebba, og glad for at kunne falde i søvn uden 2 timers mylderbæ i hovedet. 

Jeg tror oprigtigt, at mit overskud og fravær af tudeturer, skyldes lige dele, af at jeg endelig har en følelse af at vi hænger og hører sammen alle tre, men også at jeg holder mig fra ting, der minder mig for meget om sorgen og virkeligheden, og flygter lidt i surf og løb. 

Måske er det erkendelsen der langsomt er ved at finde på plads indeni. Eller måske skyldes det bare, at vi har været raske i den længste periode (nogensinde). Eller at i bøvlet og konfrontationen med kommunen og riget pt er på et minimum.

Jeg ved det sgu ikke - men jeg stornyder hverdag uden nedtur. Giver flere kys end normalt! Og glædes ved, at jeg for alvor føler, at jeg kan klare mig bedre uden medicin, og at jeg kan klare at leve det liv jeg har fået tildelt i denne verden. 

Jeg ved også, at der kommer flere store nedturer i vores liv, så derfor forsøger jeg dagligt at gemme et lille gran lykke i en dåse ved siden af min Strikkestol, så der er lidt til de svære tider.

Mine to morgentrolde