Jeg har brug for at være glad, sej og stærk - når jeg er det. Jeg har brug for at dokumentere det og vise det, for bedre at kunne huske det - når jeg ikke er det. Og ja, jeg har nok også i højere grad brug for at blive bekræftet i det. Det er let på Instagram, men det er måske også en smule overfladisk let.
Min hverdag er en kæmpe følelsesmæssig rutsjebane, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg dagligt skal kæmpe for ikke få tilbagefald til depressionen og angsten, og jeg skal også kæmpe for at elske det liv, vi har fået med en handicappet datter. Jeg skal fokusere på at være stærk, så misundelse og afmagt ikke tager kontrollen over mig. Og ja, ofte flygter jeg. I løb, i surf, i internettet eller i alkohol. Fordi jeg har brug for at komme væk fra den hverdag vi har, så hverdagen ikke kvæler mig. Og ja, det ville da være meget lettere hvis jeg fandt ro med situationen som den er - men jeg tror altid der vil være et større eller mindre åbent sår i mig!
Derfor har jeg besluttet mig at starte en blog. For at samle mine tanker på ét sted. Det giver mig ro og afklaring at formulere mine tanker og følelser.
Egentlig har jeg også lyst til at fortælle min nære omverden, hvordan jeg også har det. På skrift kan jeg fortælle nogle af de ting, der er svære og som jeg bare ikke orker at forklare. Det der er svært kræver tårer, og tårer kræver masser af energi. På skrift kan jeg fortælle det i mit eget tempo når og hvordan jeg har lyst til.
Bloggen, håber jeg også på, kan blive brugt, af andre der er i samme situation som mig eller som os, som jeg selv har brugt mange blogs til, til at læse og indse, at man ikke er alene. At alting nok skal blive godt igen.
I hvert fald bliver det nok meget personligt, for det er det, jeg er bedst til. Måske lukker jeg den igen fordi jeg ikke kan holde det ud. Måske bliver den mit hjertebarn. Det må tiden vise.
Velkommen til.
Min datter Ebba på 3 år og mig, juli 2014
Tillykke med bloggen! Jeg glæder mig til at se, hvad du lægger på siderne.
SvarSlet- Line / alleelskeragnes
Tak skal du have! Kh. Majbriit
SletHej M!
SvarSletJeg har læst med. Det er stærke sager. Stærke følelser.
Jeg har prøvet at være på den anden side. Sygeplejerske på skejby's børneafdeling. Jeg var i starten skræmt fra vid og sans over mødre til handicappede og kronisk syge børn. Med tiden kunne jeg være i det - og holde af familier der tør sige fra når de fx bliver præsenteret for yngste læge i fødekæden, eller sygeplejersken der fjumre med slanger/medicin. Det er befriende at læse om hvordan du har det. For oftest ved man ikke- som sygeplejerske hvordan man skal reagere når man mærker vreden, frustrationen og sorgen - og det ender ofte med ja - medlidenhedsblikket! Jeg læser med, der er noget at lære af, forsøge at forstå og lade sig inspirere af! Håber du bliver ved med at blogge.
Kære Annemarie!
SletTusind tak for din kommentar, det betyder rigtig meget for mig. Det er meget vildt, grænseoverskridende og lærerigt for mig at skrive åbent om disse ting/følelser. Det giver mig rigtig blod på tanden, hvis det kan bruges for andre - og især på den anden side af bordet!
Så tak, Kh. Majbritt